Et skuespil

Du skubber og skubber
og jeg løfter tæppet
for det grimme menneske.
Lader det flyde ud
som ingen vil have
og ingen vil høre
Bliver den som ingen vil være
men som vi alle er.
Danser rundt i manegen
med ømme tæer
og hygger mig med
min rolle i spillet
Skriger af livet
fordi det ikke tilhører mig
men synger i dur
om alting der sker
fordi verden er min
den er vores.
Lytter til rolige toner
fra glade stemmer
lader dem gennembore mit hjerte,
skære smilet væk.
Lukker af for virkeligheden
nyder den melankolske scene
hvor Julie kigger koldt på Romeo
og hvisker 'skrid'
og græder af ironien
i mit hjertes flerstemmige sang
men græder mest af længsel
til roser og hvidvin
og en varm hånd på min kind

Jeg låser dørene til dette teater
Men glemmer at lukke mig selv ud først
Vi er et med manuskriptet
du og jeg
Danser til vi går i opløsning
”Velkommen til aftenens forestilling”
her er livet.

Løgnen

Jeg glemmer alt der skete engang
og jeg smiler af nutid og fremtid
jeg glemmer ord og venlige øjne
og griner af småting
Jeg glemmer
og kommer videre

Leder tankerne væk
jeg smiler med mig selv
og nyder mit liv
som det sker lige nu.
Jeg mærker efter
og jeg smiler
og nyder stilheden.
Jeg løber
og leger i græsset og verden
og griner af det hele
og smiler.
Jeg glemmer. jeg ler.

Jeg lyver.

Dagens farvepalet

Jeg nærstuderer farven på væggen.
Den er grå.
Nærstuderer mit liv
det er gråt.
Glor ned i hullet.
Det er sort
Ser en cirkel
de fortæller mig at den er ond.
Ler letsindigt af verden
og de mange psykedeliske farver
Lytter ikke efter mit grin
Det er gråt.
Maler byen rød
men husene er grå.
Asfalten sort.
Himmelen mørk med små lysende prikker
maler mig rød
men føler mig grå.

Leger lidt med min farvepalet
og håber på
at farverne smitter af,
går igennem papiret
farver den grå blyantsskitse
af et liv

Langsommeligheder

Mærker mit hjerte slå
eller er det bare
hammerslag eller øksehug?
Mærker mit smil brede sig
eller er det bare livet
som har skåret en spalte
på tværs af min maske?

Jagter glæden
ude af stand
til at indhente den
Doper mig derfor
med dans og procenter
og hverdag og ligegyldighed

Flyder med strømmen
slæber mig selv gennem imorgen
tumler med igår
griner minutterne væk
med håbet og livet
men glemmer så hurtigt
og går igen i stå

Pigen og poeten

Skal vi danse?
Skal det være dig og mig?
Skal vi dele vores drømme
og samle vores liv?
Vil du følge mig?
Vil du være en del af mig?
Lad os samarbejde,
det bliver så let.
Og smukt.

Vi kan skabe kunst
Vi kan skabe historie
Vi kan danse på melodier eller flyveblade
Tumle på siderne i bøgerne
og i landets ugeblade.
Vi kan fylde bloguniverset med kærlighed
og romantik
Vi kan fylde vores verden
vi kan fylde deres verden.

Vi kan udrette store ting.
Vi kan skabe ro
og en følelse af glæde.
Vi kan være psykologer
og lykkepiller
og hele verdens darlings.
Eller bare hygge os lidt hos hinanden
og skabe hjem og stuer.

Vil du være mig?
For evigt?

Vi slår Flikflak (til han står og græder)

Trækker en sæk ned over hovedet på mig selv
Vader direkte ind i muren
og griner.
Løber med bind for øjnene,
tuder højlydt
over følelsen af
min rundtossede krop.
Lukker øjnene,
drømmer sødt
mens jeg står midt på sporet
og mærker toget komme imod mig.
Slår kolbøtter
og flikflak
i beton-græs og asfalt haver
Leger let med ord
vi leger fange
krigs-fange.
Vi kaster med vand
den vand
de brugte til tvang
og tortur.

Vi ridser i overfladen,
sætter pladen i hak.
Vi slår flikflak

Trotyl

Prøvede at røre den blødeste sky på himlen
Men ramte den hårde jord
Prøvede at fange sommerfuglens ynde
Men var altid blot en klodset lille frø
Prøvede at røre dit hjerte
Men ramte ved siden af
Ramte mig selv
Og stod pludselig i en pøl
Af ubrugelige følelser

Jeg er så blind at det gør ondt
Jeg var så blind at det gjorde alt værre
Jeg var så dum at tro noget som helst
om nogen som mig
Jeg sigtede mod månen
da de sagde
at jeg kunne ramme stjernerne
men endte blot i en tordensky

Et blik. Et smil
Det gør så ondt
Fordi at jeg ved
At den eneste afstand
Mellem dig og mig.
Er mig.
Og dig.

Og hvad jeg kan komme i tanke om
er mit svulmende hjerte
der blot blev til et irriterende element.
Og min person
der trådte der
hvor man synker og synker
jo mere man bevæger sig
og jo mere bevæget man bliver.

Tænker på de ord du skulle have haft
men som i farten
ændrede farve og karakter
og blot blev til desperate ligegyldigheder.

Tænker på hvordan ord og tanker
ændrer sig
og pludselig fylder dobbelt så meget
når ingen vil have dem.

Tænker på alt det
der ikke vil gå væk
på grund af det
som forvandt

Hej dreng

jeg lod mit hjerte drømme om dig
og glemte alt om at drømme
om livets uforudsigeligheder
Jeg fandt dig i mine tanker
når de andre bad mig om at glemme
de ting der gik mig på
Jeg lod dig tage min hånd
selvom jeg vidste at den tilhørte en anden
Jeg lod dig flytte ind
i de minder som jeg helst gemmer
eller glemmer
Jeg lod dig gennemsyre en hver lille krog
og hver lille detalje
og ledte til sidst efter et sted
at drømme for mig selv
om mig selv
Jeg tømte mit hjerte
og lod dig sluge hver en ting jeg havde at sige
til vi var ét.
Men da det blev nok
blev jeg for meget
du gik din vej
Og lod det tomme rum af et menneske
stå tilbage
på sårede lemmer

Jeg står tilbage med tanken
om alt jeg gjorde forkert
Står tilbage med to ord
til ingen verdens nytte

Bare mig
Og de to ord.

Rør den ikke, den skinner af sig selv.

Det er skægt hvordan
man kan lade tingene ligge
og bare lade dem ske
Det er rart hvordan
man kan holde øjnene åbne
uden at se

Det er beroligende at vide
at vinden blæser
selvom jeg holder vejret
Og at børnene stadig leger
selvom jeg har fanget
alle frøer i gadekæret

Det er let at vide
at det man kæmper
ikke altid er det man kan formå
Og lige så let at læse
når man ikke kan læse
hvad man ikke kan forstå.

Giv mig / skrid

Jeg løber fra den
I håb om at den ikke vil løbe fra mig
Men den siver ned igennem den smalle åbning
i timeglasset.

Jeg maler den over med sort
i håb om
at ude af syne
er ude af sind

Drømmer mig frem
for at glemme hvad der er tilbage
men kan ej glemme
at jeg er lige her

Knuser uret
kvæler dens tikken
og stadig snegler den sig afsted
og nægter at forsvinde.

Kolibrilisme

25 mand kan ikke fange mig nu
lyset kan ikke følge med mig
Jeg haster lystigt videre
og ved
at det er uden dig
Sorg og ensomhed skriger mig ind i ansigtet
som jeg maler over med et smil
og vender den anden vej.
Let på tå
men med tunge, frustrerede skridt
løber jeg
og venter blot på at jeg letter

Vægtløs i rum og tid
betydningsløs i livets ræs
hjemløs i kærligheden
positionsløs navigatør
problemløs fri fugl

Men ny frisk vind under vingerne
Jeg flyver.
Og vil ikke fanges

Dialog?

Her står jeg
Med brandbomber i hænderne
klar til at brænde verden af

Der står du
du har vendt ryggen til mig
mens du flår itu
hvad vi var engang

Her står jeg
Kaster mine brosten
som frustrerede ord
efter dig
Jeg står klar til at flygte

Der står du
du giver blot
et opgivende suk
mens du hæver dit skjold

Her står jeg
og skriger om dig
og om mig
og forstår ikke et ord af denne krig

Der står du
bibeholder barrikaden
mens du tramper på de lyserøde skyer
og hvad vi engang havde kært

Her står vi
med råb og med skrig
fuldstændigt uforeneligt
skyder vi hinanden
med hver vores
utilgængelige

Dommedagsmonolog

Kreativ udpumpning 2

Med varm favn
åbner du dig igen
Du lader mig glide ned i din rolige hjerterytme
Jeg lytter trygt til dine ord
og falder til ro

Lader desperation
og melankoli
flyde sammen med rummets øjeblikkelige stilhed
Hvad der er tilbage af natten
lyses op af lanterner
fra savnets bagside.

Her er enden af sprogets regnbue.
Til bygen bevæger sig denne vej igen.
Her er guldet.
For nu.

Kreativ udpumpning 1

Suser rundt i blinde
mens jeg gisper efter luft
Jagter tanken
med et hullet net
Mens jeg forsøger at fange mig.

Binder mine håndled til sengen
og mærker straks panikken brede sig
Taper min mund
med gaffa
kigger panisk rundt i rummet
som snævres ind omkring mig

Mine ører gisper efter en sidste lyd
en sidste impuls fra det pumpende hjerte
Jeg limer mine fødder fast til dagene
og følger bare håbløst med

Mens ordene flygter fra min krop
Falder dråber af mit hjertes blod
som var det tortur
og livet griner hånligt

Forsvunden tanke-bagage

Uden mål og uden håb
flyder tankestrømmen
igen. Vinker flinkt til alle dem vi kender.
Vasker væk al fornuft og samler skidt og grus
fra hjertets mørke bund.
Flyder mellem djævlens øjne
og en mors blide stemme.
Rammer et øjeblik hørelsen
for derefter igen at forlade virkeligheden.
Gennembladrer et fotoalbum
men uden held.
Søger efter hvad der engang
var et lys.

Mit koma

Du tog mine læber og klemte stille.
Du kyssede mit hjerte så det skreg
Du stjal mine hænder og løb afsted.
Og stadig kiggede du den anden vej.

Vore ører mødtes, jeg kunne se at de smilte
vore fingre legede så lystigt med ordene
mens at verden fløj forbi os
og vi gemte os under bordene

Du tog mit hår og vendte dig væk
Du skreg på mere, men det var ikke mig
Du holdte mig i koma
Mens mine venner så livet flyve sin vej.

Jeg tog dine hænder og klemte stille
Jeg kyssede dine læber så de skreg
Jeg stjal dit hjerte og løb afsted
Mens livet fløj videre
Uden mig

Kan man fange tiden

Det er nu det er.

Det er nu det er en evighed siden.

Men tiden krummer sig sammen

som gjorde den klar til et spring.

Mens jeg binder mine snørebånd

og lukker livet inde

Siger han til mig ”pas nu på dig selv”

Jeg råber efter ham

Men han løb sin vej.

Dengang.

Mens i morgen forsvinder

Banker sidste år på døren

Det ville bare vide

hvor det blev af.

Mens den næste time aldrig når til ende

Suser dagene forbi

Og river alting med sig.

Jeg forsøger nu.

Løbende.

At følge med.

Tilbage til den tid

der er så tæt

At vi omsorgsfuldt rører ved hinanden.

Men med vidt åbne øjne

famler jeg i blinde.

Forsøger forgæves at fange tiden

i et lille net af knuste drømme.

Her er endnu en blog

Hej folks. Her er endnu en blog med endnu en teenagers forvirrede tanker. Endnu en blog, som vil blive læst og hurtigt glemt. Skrevet ned i så kort form, at selv jeg kan være med. Jeg lægger ud med at poste lidt ældre digte, og så må vi jo se hvad det bliver til. Velkommen i mit hoved.

Og glem ej: husk mig lidt