Rør den ikke, den skinner af sig selv.

Det er skægt hvordan
man kan lade tingene ligge
og bare lade dem ske
Det er rart hvordan
man kan holde øjnene åbne
uden at se

Det er beroligende at vide
at vinden blæser
selvom jeg holder vejret
Og at børnene stadig leger
selvom jeg har fanget
alle frøer i gadekæret

Det er let at vide
at det man kæmper
ikke altid er det man kan formå
Og lige så let at læse
når man ikke kan læse
hvad man ikke kan forstå.

Giv mig / skrid

Jeg løber fra den
I håb om at den ikke vil løbe fra mig
Men den siver ned igennem den smalle åbning
i timeglasset.

Jeg maler den over med sort
i håb om
at ude af syne
er ude af sind

Drømmer mig frem
for at glemme hvad der er tilbage
men kan ej glemme
at jeg er lige her

Knuser uret
kvæler dens tikken
og stadig snegler den sig afsted
og nægter at forsvinde.