Et skuespil

Du skubber og skubber
og jeg løfter tæppet
for det grimme menneske.
Lader det flyde ud
som ingen vil have
og ingen vil høre
Bliver den som ingen vil være
men som vi alle er.
Danser rundt i manegen
med ømme tæer
og hygger mig med
min rolle i spillet
Skriger af livet
fordi det ikke tilhører mig
men synger i dur
om alting der sker
fordi verden er min
den er vores.
Lytter til rolige toner
fra glade stemmer
lader dem gennembore mit hjerte,
skære smilet væk.
Lukker af for virkeligheden
nyder den melankolske scene
hvor Julie kigger koldt på Romeo
og hvisker 'skrid'
og græder af ironien
i mit hjertes flerstemmige sang
men græder mest af længsel
til roser og hvidvin
og en varm hånd på min kind

Jeg låser dørene til dette teater
Men glemmer at lukke mig selv ud først
Vi er et med manuskriptet
du og jeg
Danser til vi går i opløsning
”Velkommen til aftenens forestilling”
her er livet.